Dentsu Aegis Network vinder førstepladsen i to ud af tre kategorier i dette års MyImage-undersøgelse

2018-01-11

 

Tre bureauer hos bureaugruppen Dentsu Aegis Network udemærker sig i dette års MyImage-undersøgelse ved at placere sig på førstepladsen blandt bureauerne i deres kategori. Der er her tale om Magnetix Linked by Isobar, som vinder Danmarks bedste digitale bureau, Carat som vinder Danmarks bedste mediebureau, og Vizeum som vinder førstepladsen i kategorierne: Mest digitale og innovative mediebureau.

”Som bureaugruppe er vi selvfølgelig utrolig stolte af den anerkendelse, som vi har fået fra kunderne – det betyder enormt meget for os. Vi knokler hver dag for at skabe fantastiske løsninger til kunderne, leveret af kompetente og dygtige medarbejdere, og jeg er selvfølgelig stolt af at se, at vores hårde arbejde har båret frugt”, siger Mads Bredal, CEO for Dentsu Aegis Network i Danmark.

I 2016 vandt Carat tronen tilbage som Danmarks bedste mediebureau, en position som de i år har formået at fastholde: ”Vi er naturligvis både ydmyge og stolte over denne anerkendelse fra kunderne og markedet. At blive kåret til Årets Mediebureau igen er kulminationen på et forrygende 2017, hvor vi sagde velkommen til en række nye fantastiske kunder som Danske Bank, Elgiganten, P&G, Stofa, Dyrup m.fl. Men det vigtigste for mig i denne anerkendelse er dog, at dette er et kæmpe skulderklap til de 75 Carat-ansatte i Aarhus og København, som jeg virkelig synes gør en helt igennem fantastisk indsats hver eneste dag. De er på alle måder nøglen til vores succes”, fortæller René Westendahl, Managing Director for Carat, om placeringen i årets MyImage-undersøgelse.

 

Førstepladsen – fem år i streg.

Det er dog ikke kun Carat, som har formået at genvinde førstepladsen i deres kategori. Også Dentsu Aegis Networks nyeste medlem af familien, Magnetix Linked by Isobar, gør sig ekstraordinært bemærket ved at indtage førstepladsen som Danmarks bedste digitale bureau for femte år i streg.

Martin Bochineck, CEO for Magnetix Linked by Isobar, er både stolt og ydmyg over resultatet: ”For os er MyImage den bedste pris at vinde, da den er markedets og kundernes samlede bedømmelse af os over et helt år. Vi er stolte over at ligge i top for femte år i træk.”

Han peger samtidig på, at 2017 har været et år med mange udfordringer – som heldigvis er blevet håndteret med skindet på næsen: ”Vi har arbejdet hårdt gennem 2017, og vi har slået os sammen med Isobar, så vi har været spændte på at se, om vi kunne holde kadencen med en større organisation og 170 medarbejdere. Vores fokus er 100% vores eksisterende kunder og at hjælpe dem med løsninger, som skaber værdi i en digital verden, som i stigende grad forandres.”

 

Digital innovation

I en verden, som er digital foranderlig og med en stigende efterspørgsel fra kunderne på digitale og innovative løsninger, er det vigtigt at være i stand til at rykke med markedet, når nye tendenser opstår. Vizeum har i 2017 af flere omgange bevist, at de formår at gå forrest inden for mediebureaubranchen, når det kommer til digitale løsninger med en innovativ kant. Vizeum har taget en række tiltag i 2017 for at fastholde og videreudvikle deres position som det mest digitale og innovative mediebureau og MyImage-undersøgelsen viser også, at det hårde arbejde har båret frugt. Blandt andet samarbejdet med Native-bureauet Hippo har bevist, at de ikke er bange for udvikle produktpaletten til kunderne.

Kristian Koch, Managing Director for Vizeum, fortæller: ”I Vizeum arbejder vi målrettet efter at bygge vores rådgivnings- og bureaumodel op omkring innovation og helstøbte digitale løsninger. Jeg er derfor rigtig glad for, at annoncørerne nu for tredje år i træk tildeler os førstepladsen på netop de to parametre.”

 

Fakta:

MyImage gennemføres af MyResearch for 10. år i træk. I år i samarbejde med Dansk Markedsføring. 691 marketingansvarlige har svaret, hvilket er på niveau med de seneste år.

Du kan læse mere om analysen og bestille rapporterne på www.myresearch.dk

Kontakt: Mads Bredal, CEO, Dentsu Aegis Network Danmark, tlf. 27 64 13 74

 



Tidligere nyhed: De fire vigtigste konferencer i 2018